La Norma, Uge 7, Frankrig

9. februar - 17. februar
9. februar kl. 18:00 til 17. februar kl. 18:00
Ski Resort La Norma
Maison de La Norma, 73500 Villarodin-Bourget, Frankrig
Vis på kort
La Norma, Uge 7, Frankrig

Uge 7, 2018

For 4. år i træk indbyder vi til familie skitur, med fokus på hygge, samvær og skiskole – nu i skolernes vinterferie i uge 7.


Som noget nyt tilbyder vi succesen i La Norma i uge 7 - en hele "full size" alpeskiture, med fokus på familie, udviklende skiundervisning og hygge til en familievenlig pris. Undervisning fra 5 år og opefter.


Området

Byen ligger lunt placeret i læ og for foden af La Norma bjerget - den kalder sig "Den hyggelige", "le station Cosy". Med 5-6 restaurationer og et lille diskotek, er der lagt op til en ferie med fuldt fokus på alpint skiløb. Der er således ingen langrendsspor, om end en stor del af området opleves ganske skandinavisk. Pisterne snor sig ned gennem fyrreskoven, med hytter spredt langs pisterne. Mange steder brydes skovidyllen af udsigtspunkter med mageløse vue'er ud over Mauriennedalen over mod Val Thorens, Col d'Iseran (vejen til Val d'Isere) og ind mod Italien. Det hyggelige og prisvenlige går igen på beværtningerne i terrænet og i bunden. En af gengangerne på ”Team La Norma”, med mange skiuger i Frankrig, kalder kækt de lokale for ”ufransk flinke” – ”naturligt hyggelige” kan også beskrive de lokales hjælpsomhed.

La Norma - ukendt? Naturligvis!  – lidt endnu! En destination som ingen danske arrangører har udbudt i en årrække. Med sine 65 km pister ville skiområdet være 3. størst i norden hvis det lå her. F.eks. har Åre 100 km pister og Trysil 71 km. I La Norma er pisterne bare lagt i højden - med 1.400 gode faldhøjde meter fra top til bund, er det et område med gode lange pister i alle 4 farver. I alt 13 lifte betjener de 27 nedfarter. Alle pister ender samme sted i bunden, hvor kabinen eller 4-stolen tager dig med op igen. Disse betjener de to sider af bjerget fra samme udgangspunkt. Dvs. man aldrig farer helt vild og da alle lejligheder ligger i en halvmåne omkring skitorvet og liftene, er der ingen der har mere en 200 meter fra lejligheden til en af liftene.

Lidt om skikløbet: Til begyndere er der bl.a. en flad grøn øvebakke med en langsom stolelift på. Desuden er der en lang grøn piste der fører fra øveområderne oppe, helt til bunden. Er benene for tunge hertil tager begge lifte der kører fra bunden til mellemstationen, gerne trætte skiløbere med ned. Man bliver således som urutineret aldrig fanget oppe i området, trygt! Gode skiløbere forkæles med en bred sort piste fra toppen, der lægger ud med 70% hældning og går over i en fantastisk rød piste der snor sig hele veje til bunden – 1400 faldhøjde meter i et, uafbrudt hug… med muligheder for at tilvælge pukkelhang halvvejs! I den modsatte hjørne af området lokker den røde Arlette-piste, som langt ind i april holder fantastisk sne på sine hang, der fra over trægrænsen bugter sig ned til mellemstationen. Der etableres funpark så snart sneforholdene tillader det.

Har man mod på mere, er der flere gange i ugen shuttlebus til de mindre naboområder, som det lokale liftkort kan udvides til. Desuden ligger bagvejen til Val Thorens - Orelle også kun ca. 10 km væk, hvorfor en dag i dette område er en oplagt mulighed for ivrige pistefræsere.


Aktiviteter på turen

Vi vil på turen i uge 7 være tilstede på den daglige – men frivillige afterski på ”vores” afterskisted, Le Cairn for foden af pisterne. Af de hidtidige 18 skidage vi har haft i La Norma har vejret holdt os fra afterski-terassen 2 gange i alt. Afterski i sol er nu også vældig hyggeligt!

Der er også altid tæt på fuld opbakning til den franske aften, hvor vi spiser sammen og vi har uddeling af diplomer og præmier til skiskoleløbere af alle kalibre. Man skal selv betale for både afterski og fransk aften, men klubstemningen og det gode samvær er altid en del af hele pakken!

Ved nok tilmeldte til turen, tilbydes der – som i 2016, en dag i ugen, fælles bustransport til ”Verdens bedste skiområde”: Val Thorens, hvor der mod betaling er mulighed for at prøve dette område der er ligeså verdenskendt, som La Norma er ukendt. Busturen vil da være gratis, men liftkortudvidelsen må man selv bekoste (23€/person i 2016-sæsonen)


Indkvartering

Vi bor i Chalet et Balcons du Vanoise blot 75-150 meter fra bycentrum, pister og lifte. Lejlighederne er "fransk enkle". Dog er de så rimelige i pris at det er overkommeligt at købe en eller flere pladser fri i lejlighederne, hvis man ønsker dette. En del af lejlighederne har master bedroom med panorama udsigt over dalen. Alle har et lille, men funktionelt køkken med ovn eller microovn, kaffemaskine, kogeplader mm. Tv kan lejes med merpris, ligesom der er wi-fi tilgængeligt mod betaling.  Sengelinned kan lejes eller medbringes hjemmefra. Der er altid opvaskemaskine i lejligheder til 6 personer og opefter. Alle lejligheder har balkon og er røgfrie.


Skiskole

Vi har vores egne instruktører med. Der er fem dages undervisning af 3 timer, på forskellige niveauer.

Der er ikke børnepasning på turen, men det er muligt at undlade liftkort i prisen (hvis man f.eks. vil have egen mad-mor/far, der ikke står på ski, med i sin lejlighed).


Rejseplanen

På uge 7 turen er der afgang fra Danmark fredag den 9. februar om aftenen (ca. kl. 18.00 fra Slagelse) og vi ankommer lørdag eftermiddag/aftenen. Første skidag er søndag, efter en nat i lejlighederne. Når vi ankommer til La Norma får vi som det første udleveret lejlighed og der bliver mulighed for at komme til rette - evt. leje ski allerede aftenen inden første skidag.

Hjemrejse vil være følgende fredag 16. februar kl. ca. 20.00 fra La Norma. Det vil sige at vi har lejlighederne helt frem til afgang og kan nå både at bade, pakke og få et måltid mad i lejlighederne, inden vi går i bussen. Hjemkomst lørdag eftermiddag/tidlig aften, så vi har således søndagen hjemme i vante rammer, inden en ny uge starter.

Detaljeret køreplan med opsamlingssteder og tider, følger snarest.

Fly

Der er forespurgt om mulighed for at flyve til La Norma. Økonomisk (vi skal binde os til x antal flybilletter) og logistisk (transfer) er det ikke muligt for os at tilbyde dette på denne tur.

Hvis man imidlertid selv ønsker at booke sin flyvetur (f.eks. hvis man har rabatmuligheder/point) og så planlægge transfer, oplyser www.la-norma.com at der er transfer bus fra lufthavnene i både Lyon og Chambery flere gange dagligt. Kan man fylde en minibus (7-8 personer) vil det ofte kunne betales sig både økonomisk og komfortmæssigt at forudbestille dette hjemmefra, via turistkontoret i La Norma. Flygæster betaler kør-selv pris på denne klubtur. Brug evt. klubbens facebook-side til at danne grupper. Turlederen koordinerer også gerne kontakt mellem flyvelystne medlemmer i det omfang det er muligt og ønskes. Der blev i 2017 gjort gode erfaringer med selv at lave flyrejsen, mere herom hos turlederen.

Hvis man kører selv eller flyve til La Norma, så vær opmærksom på at vi har lejlighederne til rådighed frem til lørdag morgen, uden ekstrabetaling.


Priser                                                                                                                                                                    

  • Voksen                           DKK 5.800,-                        
  • Børn født 2006-2013      DKK 5.600,-                        
  • Kør-selv fradrag              DKK 700,-/pers.                 
  • Fradrag for liftkort           DKK 800,-/pers.                 
  • Tom-sengstillæg             DKK 1.800,-                        

Inklusive i prisen er:

  • Hvilebus tur/retur
  • Liftkort til La Norma 6 dage
  • Dansk skiundervisning 5 dage af 3 timer
  • Ophold er baseret på 4 personer i 2-værelseslejlighed som er helt fyldt op
  • Selvforplejning.

På turen i påskeugen, uge 13 er der også muligheder for 6, 8 og 10 personers lejligheder, samt muligheder for at betale for tom/tomme senge i lejlighederne. På uge 7 turen er der blot mulighed for 4 personers lejligheder:

Udgangspunktet for prisen er 4 personer i en 2-værelses 4-personers lejlighed. Ønskes der tomme senge i lejligheden eller f.eks. opgradere til en større lejlighed koster det DKK 1.800,- pr. tom seng pr. lejlighed. Hvis f.eks. 4 voksne ønsker en 6 personers lejlighed i uge 7 koster det 4 x 5.800,- = 23.200,- + 2 tomsengs tillæg a' 1.800 = 23.200+3.600= 26.800,- eller 6.700,-/per person ved 4 personer i en 6 personers lejlighed med to soveværelser.


Tilmelding

Tilmelding forudsætter medlemskab af Dinskiklub.dk.

  • Hvis du ikke er medlem skal du først melde dig ind i klubben. Se her hvordan.
  • Vigtigt: Sørg for at din og alle dine underprofilers navn, adresse, fødselsdag, tlf., e-mail etc. er opdateret inden du tilmelder jer.
  • Du tilmelder dig og din familie (underprofiler) ved at logge ind i højre side og gennemføre tilmeldingsformularen samt betaler depositum på DKK 1.500,- pr. tilmeldt person.
  • Du bliver i forbindelse med tilmeldingen bedt om at besvare spørgsmål om lejlighedsstørrelse, lejlighedskammerater, påstigningssted, bus/kørselv, skiskole, tom-sengstillæg, ski/snowboard. Disse skal besvares for hver deltager.
  • Tilmeldingen er først gennemført når depositumsbetalingen har fundet sted.
  • Sidste frist for tilmelding er 10. december 2017

Restbetaling

Du vil via medlemssystemet modtage en opkrævning på restbeløbet ca. 1 måned før sidste tilmeldingsfrist.


Turleder

Kontakt
Jens Christiansen
Tlf. 50 73 50 71 (bedst efter kl. 18.00)
E-mail: jengx68@gmail.com

Tilmeldingsfrist:

7. januar 2018 kl. 23:59
OBS: Tilmelding er bindende
Tilmelding kræver medlemskab